BENJAMIN HAV & FAMILIEN

Benjamin Hav & Familien drager på gigantisk sommertogt

Benjamin Hav & Familien er klar til at sprede fest, samba og musikalsk overskud over hele landet, når de i sommeren 2026 rammer intet mindre end 22 festivaler.

Siden deres første koncerter har Benjamin Hav & Familien været kendt for at levere nytænkende, skæve og imponerende liveoplevelser, hvor humor, musikalitet og en grænseløs energi går op i en højere enhed. Om sommeren 2026 fortæller Benjamin Hav:

”Sommeren 2026 bliver den største danske sommer i 100 år. Familien og jeg kommer flyvende ind på festivalerne på en bølge af eufori. Danmark er verdens bedste land og jeg glæder mig til at kigge familien Danmark direkte i øjnene. Stirrekonkurrence. Jeg kigger aldrig væk”.

Senest spillede de tre storslåede arenakoncerter for fulde huse – og høstede ros fra en lang række medier, inklusive fem stjerner fra både Ekstra Bladet og GAFFA.

”Benjamin Havs anden af to koncerter i mægtige Royal Arena blev en kunstnerisk magtdemonstration (…) Fra det øjeblik, Benjamin Hav torsdag aften trådte ind på scenen – ja, så ejede han den. Og det med naturlig autoritet og autenticitet.” – GAFFA

”De (Publikum, red.) gik bananas langt op på siddetribunerne. Han er ikke til at stå for. Der er ikke noget at gøre. Han slipper danskerne fri. Selv stivstikkere bliver bløde i knæene.” – Ekstra Bladet

”Benjamin Hav er noget så sjældent som en original, en voksen mand og excentriker på hitlisten. En old school entertainer, der har bygget en bro til nutiden og dens lyd. (…) Når man kiggede rundt i arenaen, så man folk i alle aldre. Benjamin Hav kan samle folket.” – Politiken

Når Benjamin Hav & Familien flytter deres spektakulære sceneshow ud i sommerlandet, bliver der ikke holdt igen. På årets Grøn Koncert kvitterede GAFFA med fem stjerner og kaldte ham en ”Bullshitter af guds nåde”, og på Smukfest uddelte Berlingske fem stjerner:

“Benjamin Hav er ubetinget landets største entertainer. Hans koncerter er et frirum, hvor alt er tilladt – undtagen at hænge med mulen. Det kan du nu heller ikke i selskab med Benjamin Hav.”

Benjamin Hav har for længst cementeret sig som en af landets mest originale artister og har høstet massiv ros for sine kompromisløse liveoptrædener med Familien. Den 31. januar udgav han sit nye album Jeg vil bare gerne være et godt menneske, men det er ikke let. Samarbejdet derfra med Lukas Graham på singlen ’Du ligner din mor’ har tilbragt flere måneder på radio- og hitlisterne som én af landets mest spillede sange og blev nomineret til Lytterhittet ved årets P3 Guld.

Som altid har Benjamin Hav sit trofaste musikalske dreamteam, Familien, med sig:

  • Emil Falk (guitar)
  • Birk Nevel (percussion)
  • Kristoffer Sjelberg (trommer)
  • Bastian Sjelberg (bas)
  • Viggo Jensen (keys)
  • Troels Mørkenborg (danser/kor/blæser)
  • Torben Jensen (danser/kor/blæser)

Sammen puster de nyt liv i sangene med vilde liveversioner, stærke visuelle greb og et samlet udtryk, der ender et sted mellem musikalsk højklasse og ren, uimodståelig fest.