FORLÆNGER AFTALE

Thy Rock og Sparekassen Thy forlænger aftale for 26. gang

Sidste år kunne man fejre sølvbryllup, og "ægteskabet" mellem Thy Rock og Sparekassen Thy er nu blevet forlænget for 26. gang i træk.

Parterne fortsætter dermed et helt unikt og tæt samarbejde, som begge parter løbende har udviklet gennem de mange år.

- Vi har i alle årene haft et meget tæt og værdifuldt samarbejde med Thy Rock. Der er opbygget en fantastisk festival og samtidig også en række mindre events i løbet af året, der alle er med til at skabe spændende oplevelser i Thy. Vi har stor respekt for hele holdet bag Thy Rock og glæder os over, at den økonomi, der skabes, kanaliseres ud i det lokale foreningsliv, hvor den gør stor gavn, siger Jakob Madsen, forretningsudviklingsdirektør i Sparekassen Thy.

I Thy Rock er man stolte over det mangeårige samarbejde
- Vi har et unikt samarbejde med Sparekassen Thy, der har været med hele vejen – fra da vi var en mindre lokal festival til det landskendte Thy Rock, vi er i dag. Men også i forhold til udviklingen af andre dele af Thy Rock, blandt andet vores udlejningsforretning med genbrugskrus, som mange af vores kollegaer rundt omkring i landet nu har fået øjnene op for, vores koncerter på Mors og rundt omkring i Thy osv. Men også i forhold til hele tiden at være klar til at rykke, hvis der opstår en mulighed for os. Det er altafgørende, siger festivalleder Hans Peter Jarl Madsen.

Et af de faste punkter i samarbejdet er afholdelsen af Thy Rock Café i Thisted og Hurup, der i år finder sted fredag den 24. oktober 2025 kl. 16.00-18.00. Her kan publikum købe billetter med 160 kroners rabat ved personligt fremmøde.

Thy Rock finder sted fredag den 26. og lørdag den 27. juni 2026.

Yderligere information:

  • Forretningsudviklingsdirektør Jakob Madsen, Sparekassen Thy, tlf. 99 19 50 35
  • Festivalleder Hans Peter Jarl Madsen, Thy Rock, tlf. 21 23 12 31