MAGTENS KORRIDORER
VI SES TIL THY ROCK 2027
Hvis Magtens Korridorer ikke fandtes, måtte vi opfinde dem. Men de findes – mere end nogensinde!
Med deres dansksprogede, potente rock, ligefremme attituder, samlende hits og fandenivoldsk, progressiv energi er Magtens Korridorer et unikt liveband, der sætter liv i barrikaderne, inviterer alle til stemningsfuld fest og giver frirum fra trivialiteterne.
Koncerterne er bandets hjemmebane, hvor de sammen med publikum igen og igen understreger, at levende rockmusik i godt selskab – og med et glas øl i hånden – med overvejende sandsynlighed er kommet for at blive!
I 2005 udsendte Magtens Korridorer albummet ‘Friværdi’, og siden har de udgivet en række albums, der hver har leveret gedigne hits til det efterhånden imponerende bagkatalog. I 2021 udkom det anmelderroste album ‘Club Promise’ med bl.a. sangene ‘Ensom Stjerne’, ‘Månelys i Rav’ og titelnummeret, som er blevet en nyklassiker blandt det rockelskende koncertpublikum. I oktober 2022 fulgte EP’en ‘Nødudgang’ med den smægtende smukke single ‘Natsværmernætter’. Senest har bandet med den akustiske koncertsalsturné i foråret 2026 vist, at der også kan skrues ned for strømmen uden at skrue ned for intensiteten. Turnéen høstede flotte anmeldelser, og den 23. oktober 2026 udkom livealbummet ‘I Kolde Stjerners Lys’.
Til sommer 2027 er Magtens Korridorer tilbage på Thy Rock. Mere Magtens Korridorer end nogensinde!
Magtens Korridorer er:
- Johan Olsen (vokal)
- Niklas Schneidermann (guitar)
- Rasmus Kern (guitar og keys)
- Terkel Møhl (bas)
- Anders Ramhede (trommer)